ORDBLINDE I OVERGANGE TIL UNGDOMSUDDANNELSE
Projektet går ud på at lette ordblinde elevers overgang til ungdomsuddannelse. Elever fra afgangsklasserne bliver sammen med deres forældre inviteret til ”overleveringsmøder” i foråret, hvor de møder læsevejledere og ledere/studievejledere fra deres kommende skole. UU-Randers er også repræsenteret ved disse møder.
Randers’ borgmester Torben Hansen er protektor for projektet (mere).
Indsatsen Ordblind-Randers omfatter nu også voksne
Fra venstre ses Morten Skivild, Jens Enevold, Tine Arensbach, borgmester Torben Hansen, der er protektor for Ordblind-Randers, Hans Myhrmann og Christian Møller
Det kan være svært at være ung og ordblind. Derfor har projekt Ordblind Randers som mål at lette overgangen fra grunduddannelse til uddannelse for unge ordblinde. Men det er lige så svært for voksne, og derfor udvider projektet nu til at omfatte voksne og erhvervslivet
Det betyder, at Erhverv Randers og Jobcenter Randers Erhverv nu er blevet en del af det tætte samarbejde som allerede eksisterer mellem skoler og uddannelser. Formålet er at styrke indsatsen for ordblinde i alle aldre på arbejdsmarkedet i Randers Kommune.
”Det er et stærkt projekt, og jeg er både glad og stolt over, at der bliver gjort en indsats for ordblinde i Randers som retter sig ikke alene mod vores børn og unge i grundskoler og uddannelser, men også favner erhvervslivet og de voksne. Ordblindhed bør aldrig være en hindring, men i stedet være en udfordring vi sammen kan overkomme. Og derfor er det helt fantastisk, at vi har så stærkt et samarbejde på tværs af grundskoler, uddannelser og erhvervsliv,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune og protektor for projektet.
To af tovholderne på projektet, Morten Skivild, leder af UU-Randers og Christian Møller fra Randers Realskole, ser store udviklingsmuligheder i, at Jobcenter Erhverv og Erhverv Randers er blevet del af samarbejdet.
”Vi har i de sidste to år oplevet, hvor stor en succes vores by-samarbejde omkring ordblinde er. Både grundskoler, private som kommunale, samt alle ungdoms- og erhvervsuddannelser samarbejder om projektet. Vi har konstateret, at det øgede fokus på at støtte de ordblinde videre i uddannelsessystemet har virket, og der er i det hele taget kommet ekstraordinær stor bevågenhed omkring netop støtte til ordblinde elever og deres forældre.
Da vi her i efteråret fik en henvendelse fra Jobcenter Randers Erhverv om et samarbejde omkring de ordblinde, gav det bare rigtig god mening. Den ekspertise, der allerede nu ligger i Ordblind-Randers projektet, skal naturligvis udnyttes, så voksne ordblinde får den samme hjælp som børnene/de unge.
Tine Arensbach fra Jobcenter Randers Erhverv siger:
“Samarbejdet om Ordblind-Randers får rigtig stor betydning for den opmærksomhed, som virksomheder bør have på området for efter-/videreuddannelse af medarbejdere med læse-, skrive- og regnevanskeligheder. I Jobcentret møder vi ofte behovet for at styrke netop disse kompetencer, og et samarbejde i Ordblind-Randers imellem så mange gode kræfter på tværs af Erhverv-, Uddannelse- og Beskæftigelses-området kan slå en fælles takt an, som vil komme mange til gode”
Jens Enevold fra Erhverv Randers siger:
”Vi ved fra både nationale og internationale studier, at mange succesfulde iværksættere er ordblinde. Det interessante er, at netop ordblindes måde at arbejde på giver rigtig god mening i forhold til at starte virksomhed, men det gælder også generelt i forhold til at være entreprenant i en erhvervsmæssig sammenhæng. Det budskab vil vi gerne være med til at brede ud, og derfor er det oplagt for Erhverv Randers at støtte op om Ordblind-Randers”
Video-oplæg hos STUK/NOTA i København
Vi har været i København for at være med i et video-oplæg om vores fælles Randersprojekt, ordblinde i overgange. Vi skulle have holdt oplæg i København og Vejle her i uge 40, der er national ordblindeuge, men grundet corona-restriktioner blev det ændret til video-oplæg.
Ordblind-Randers var repræsenteret ved læsevejlederne Ida Elise Claumarch/Tradium og Mette Søndergaard fra Randers Realskole, samt udviklingschef Christian Møller.
Se videoen nedenfor.
Videooplæg om det fælles Randersprojekt, Ordblinde i overgange
Læsevejlederne Mette Søndergaard og Ida Elise Claumarch
Netværksmøder m.m.
Møde i netværket med læsevejledere og ledere
Vi har 8. september 2020 afholdt møde på Randers HF/VUC, hvor alle samarbejdspartnere var mødt op. På dagsordenen var blandt andet evalueringen af overleveringsmøderne, der blev holdt lige op til sommerferien og naturligvis skal gentages i dette skoleår. Samtidig var der planlægning af den kommende læsevejleder-konference.
Overleveringsmøder på Vestervangsskolen og Randers Realskole
På overleveringsmøderne, der blev afholdt henholdsvis 18. og 19. juni 2020, var det vigtige møde mellem elever, forældre og deres kommende læsevejleder i fokus. Derudover var der gode og inspirerende oplæg om ordblindhed, it-hjælpemidler mv. Tak til Steen Bundgaard, formand for skole og uddannelsesudvalget, for den indledende tale.
I en artikel i Frie Skoler maj 2020 fortæller Ida Elise Claumarch fra Tradium, Jette Pagaard, Læringscenter Randers og Mette Søndergaard fra Randers Realskole om baggrunden for det gode samarbejde omkring ordblinde i Randers Kommune.
Overleveringsmøder for ordblinde elever og deres forældre foregår 18. og 25. marts på henholdsvis Tirsdalens Skole og Randers Realskole. Se/hør mere via videoen.
Læsevejlederne Matilde Malmberg fra Paderup Gymnasium og Mette Søndergaard fra Randers Realskole fortæller om, hvordan projektet omkring ordblinde opstod.
Samarbejdspartnere
Et unikt projekt
Borgmester Torben Hansen er blevet protektor for det nye tiltag, der skal hjælpe ordblinde videre til ny uddannelse.
Projektet er en videreførelse af det pilotprojekt som Randers Realskole, UU-Randers og ungdomsuddannelserne afviklede i skoleåret 2018-19, og som også er implementeret på folkeskoler med overbygning. Samtlige overbygningsskoler, UU-Randers og ungdomsuddannelser er således blevet en del af dette netværk.
Projektet går i korte træk ud på, at lette de ordblinde elevers overgang til ny uddannelse. Eleverne og deres forældre bliver inviteret til ”overleveringsmøder” her i foråret, hvor de møder bl.a. læse- og studievejledere fra deres kommende skole. Samtidig er UU-Randers repræsenteret ved disse møder.
Sidste års pilotprojekt var en stor succes og evalueringer fra de implicerede elever, deres forældre og skolerne var særdeles positive. Det at møde positive og imødekommende eksperter, der kan støtte eleverne i deres overgang til ny skole er afgørende for et trygt og sikkert skifte.
Eleverne bliver mødt i ”øjenhøjde” og får allerede i foråret mulighed for at danne en relation til sin kommende læsevejleder.
I løbet af foråret/sommeren er det samtidig muligt at få afklaret evt udfordringer i forhold til teknisk hjælp i forhold til it-udstyr, tests og lign, hvilket der er erfaring for er vigtigt at få styr på inden et nyt uddannelsesforløb starter til august.
Borgmester Torben Hansen siger:
”Jeg er glad for, at jeg er blevet protektor for dette unikke projekt, der har til formål at hjælpe ordblinde elever videre i uddannelsesforløbet. Det er en styrke, at vi her i Randers har så tætte samarbejdsrelationer, at både grundskole, UU-R og ungdomsuddannelserne ser det som naturligt at samarbejde til stor gavn for de unge,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.